EKG – Vedligehold og udbyg dine evner i en travl klinisk hverdag – Del 3

Blogs og hjemmesider

Velkommen til del 3 af vores serie om EKG-træning. Denne gang tager vi fat i forskellige hjemmesider, der tilbyder forskellige former for EKG’træning og kompetencevedligeholdelse. Det er svært at sige, hvad der en hjemmeside god, og det afhænger utroligt meget af ens personlige læringsstil. Vi opfordrer derfor til, at du selv kigger på siderne, og udvælger dem som passer dig bedst.

Hvis du endnu ikke har læst de 2 forrige indlæg, kan de findes her: Del 1 og del 2

Life In the Fast Lane, LINK

Life in The Fast Lane er en mastodont inden for FOAM, og på EKG-området står de bestemt ikke tilbage for nogen. For det første er deres EKG-quiz på 100 cases fremragende. Der er et utal af forskellige morfologier og patienthistorier, ligesom der følger links med til relevant information. Med 100 cases, kan man kører quizzen om igen og igen. Udover quizzen indeholder deres ”ECG Library” en guldgrube af opslag om alt, der overhovedet rør sig i et EKG. Alt lige fra standardintervaller til differentialdiagnostiske overvejelser og kliniske guldkorn bliver gennemgået i en meget overskueligt og godt illustreret form.

Hvis du kun vil kigge ét sted, efter EKG-viden, så er Life In the Fast Lane stedet, der kan alt.

Henvender sig til:

  • Uanset dit niveau er Life In the Fast Lane brugbar. Dog er udbyttet nok større for folk med minimum let øvelse, da sidens omfang, kan gøre det lidt uoverskueligt for den helt utrænede.

Godt:

  • Gratis
  • Enorm database om alt mellem himmel og jord, der vedrører EKG’er (og alt andet).
  • God og fyldestgørende EKG-quiz, med stort læringspotentiale for alle niveauer.
  • Særdeles velskrevet.

Mindre godt:

  • Tangerer til at være et opslagsværk (dog ikke quizzen), hvilket betyder, at man oftest er bedst hjulpen, hvis man søger efter noget specifikt.
  • Brugere, der gerne vil inspireres, men ikke helt ved hvor de skal starte, kan føle sig overvældede af informationsmængden.

 

ECGWeekly, LINK

Dette er en betalingsside. Så har vi sagt det. Normalt ynder vi ikke at reklamere for ting, man skal betale for (det er lidt imod FOAM tanken), men ECGWeekly er undtagelsen, der bekræfter reglen. Sidens hovedperson er Amal Mattu, der måske er den dygtigste mand i verden til at formidle EKGer (og stort set alt andet han formidler) på en måde, der både er ekstremt lærerig og samtidig utroligt underholdende. Det faktum, at han hver uge kan tale 15-20 minutter om EKGer på en måde, der gør, at man glæder sig til næste uge… ja det siger noget om hans formidlingsevner.

Når det er sagt, så er det faglige indhold også af høj kvalitet. Man mærker tydeligt, at Amal gør et stort arbejde for at indhente viden og evidens, til at underbygge sine påstande, men han formår ligeledes meget elegant, at bringe sin kliniske erfaring ind. Og netop den kliniske relevans giver ECGweekly noget ekstra. Der bliver stillet lister af differentialdiagnoser op, som så gennemgås med henblik på deres sandsynlighed og videre udredning, samtidig med, at de enkelte EKG-fund bliver sat i perspektiv til klinikken. Det spiller virkelig. Amal er akutmediciner af det rene koncept, og det skinner igennem. Den eneste anke er, at der ikke er noget egentlig system i indlæggene fra uge til uge. Amal tager nogle EKG’er op, med et tema, og går i dybden med den pågældende morfologi/den pågældende sygdom, men det kræver et vist kendskab til EKG-tolkning at komme i gang med siden. Men som middelrutineret/erfaren EKG-læser, så er det her en side du ikke vil gå glip af. Prisen er 26 dollars for et år, og det er nok nogen af de bedste lærepenge du kan give ud.

Prøv evt. denne gratis video, inden du beslutter dig –> LINK

Henvender sig til:

  • Primært lidt mere øvede EKG-læsere. Er særdeles velegnede til akutmedicinere, der gerne løbende vil holde sig opdateret på ny viden og træne sin EKG-tolkning med faste intervaller.

Godt:

  • Amal Mattu. Manden kan gøre VM i dresserede akvariefisk til en fest, og hans evne til at formidle viden er inspirerende.
  • Du får en færdig pakke hver uge. Du behøver ikke tænke over, hvad du mangler, men bare se videoen, og så kommer du automatisk rundt om en række emner henover året.

Mindre godt:

  • Betalingsside
  • Amal er amerikaner, og konteksten er derfor det amerikanske sundhedsvæsen. Det skal man selvfølgelig holde sig for øje, når der bliver talt om organisatoriske forhold.

 

Medmastery, LINK

Medmastery er som en fabrik, der spytter læring ud på et samlebånd. De tager enormt mange lægefaglige emner op, men det er her deres EKG-gennemgang vi vil fokusere på. Lad det være sagt med det samme; her har vi med endnu en betalingsside at gøre MEN, der findes en masse frit tilgængelige videoer fra deres hånd på både youtube og deres egen hjemmeside, så vi vælger alligevel, at tage dem med her.

EKG-undervisningen er delt ind i 3 klasser, der med en karatemetafor kaldes gult, blåt og sort bælte.

Undervisningen er rigtig godt bygget op, og selv helt uøvede kan være med. De 68 cases i ”blåt bælte”, er lærerige, om end til tider på et noget basalt niveau. Pædagogikken er i højsædet og alle cases og undervisningssæsionner er fulgt af multiple choice tests, så du kan se, hvor meget du har lært.

Alt i alt et rigtig solidt produkt. Prisen er dog høj. 39 dollars om måneden, hvilket hjemmesiden efter vores mening ikke helt er værd. Til gengæld findes der utallige gratis undervisningssessioner fra hjemmesiden, der kan fremsøges vi af youtube, og som giver en korte men rigtig fin gennemgang.

Henvender sig til:

  • Alle niveauer. Især rigtig gode muligheder for den utrænede, på grund af den særdeles pædagogiske opbygning.

Godt:

  • Flot materiale med dygtige undervisere.

Mindre godt:

  • Relativt dyr, i forhold til, hvad der egentlig udbydes.

 

Dr Smith’s ECG Blog, LINK

Nu bliver det nørdet, men det gør ikke noget, for det bliver også spændende. Stephen Smith (og nok også i høj grad resten af hans redaktion), går i dybden med de forskellige EKG-forandringer og patologier der gemmer sig bag forandringerne. Formen er casebaseret, men hvor ECGweekly har et videoformat, er Dr. Smith’s ECG Blog ren tekst og illustrationer.

Der er ingen tvivl om, at der er meget stor kompetence bag denne hjemmeside, og det kommer også langt hen ad vejen ud i en rigtig fin form. Desværre bliver det nogle gange en anelse tungt, men hvis man har interessen for EKG, så er det noget, man sagtens kan se bort fra. Som ECG weekely er der ikke noget gennemskueligt system i, hvilke cases der lægges op fra gang til gang, hvilket sikkert vil frustrere nogen, men som på den anden er med til, at give en meget forskellig læring, og fordele sin træning ud over flere forskellige aspekter af EKG.

Stephen Smith er kendt for en del, men især er han en af de store fortalere for en OMI (oklussion myocardial infarction) tilgang til hjerteiskæmi, frem for STEMI/nonSTEMI tilgangen der er fremherskende. Det kan man mene om, hvad man vil, men det kommer lidt frem i hans indlæg, at han også har en ”politisk” agenda.

Henvender sig til:

  • Øvede EKG-tolkere med en nogenlunde solid grundviden, der gerne vil trække deres niveau

Godt:

  • Gratis
  • Man får indtrykket af, at der står et utroligt kompetent team bag.
  • Der tages mange forskellige emner op, så man har mulighed for at træne mange forskellige EKG’er

Mindre godt:

  • Det hele bliver lidt tungt og uoverskueligt en gang imellem.

 

EMCases, LINK

Emergency Medicine Cases er nok af de fleste bedst kendt som en udgiver af lange, men utroligt gode podcasts. Derudover laver de utroligt gennemført blogindlæg, om stort set alt mellem himmel og jord inden for akutmedicin og critical care. Men de har også startet en EKG-serie op. Heldigvis fristes man til at sige. Formen er casebaseret, og først ser man en 8-10 EKG’er, der alle er syge inden for et eller andet tema, hvorefter der følges op med en let undervisningsseance og gennemgang af casene. Det er faktisk rigtig fint, og selvom man godt kan have følelsen af, at det er mange EKG’e at gnaske sig igennem, så er læringen det hele værd. Og hvis du bliver træt af at høre og læse om EKG’er for en stund, så er siden fyldt med alt muligt andet guld, som du kan bruge tiden på.

Henvender sig til:

  • Mellemøvede og opefter. Der er meget fokus på iskæmiudredning, hvilket er relevant for alle, men som man ikke behøver springe ud i, før det basale er på plads.

Godt:

  • Gratis
  • Tager relativt snævre emner op på en ganske koncentreret måde, hvilket giver et boost af læring.
  • Velskrevet og letforståeligt.

Mindre godt:

  • Meget fokuseret på iskæmi. Det er ikke skidt, men det du bør ikke bruge siden som din eneste kilde til EKG-opdatering.
  • I skrivende stund findes der kun 9 afsnit af serien (men det bliver forhåbentligt snart til meget mere).

 

Learn the Heart, LINK

Learn the Heart er en del af det noget større Healio univers. Mængden af indhold er ganske imponerende, og i stil minder konceptet om Life In the Fast Lane. Dog er Life In the Fast Lane fortsat foran, når det kommer til specifikke beskrivelser af morfologi, patologi og generelle beskrivelser af EKG-opbygning. Der hvor Learn the Heart rykker, er på deres EKG-quiz. Vi savner lidt casebeskrivelser, da vi er af den overbevisning, at det giver et EKG mere klinisk relevans. Men når det er sagt, så er deres materiale overvældende i størrelse. Det bliver til 170 forskellige EKG’er, og selvom de tilhørende svar mildest talt er kortfattede, så er der altid et medfølgende link til mere dybdegående viden.

Desuden indeholder siden utroligt meget mere end EKG, hvilket ikke er emnet for dette indlæg, men vi vil alligevel anbefale, at man søger lidt rundt.

Siden er gratis at benytte, men kræver at du opretter dig som bruger, hvilket tager ca. 1 minut.

Henvender sig til:

  • Alle

Godt

  • Virkelig stor EKG-quiz, af en ganske udmærket kvalitet.
  • Gode og beskrivende indlæg om de fleste aspekter af EKG’et

Mindre godt:

  • En anelse uoverskueligt opbygget, hvilket gør, at man desværre ikke får alle de ellers gode ting med, hvis man ikke aktivt leder rundt på siden.
  • Bloggen synes at være lidt død, så man kan bekymre sig om, hvorvidt resten af materialet holdes opdateret.

 

The ECG Guy, LINK

Her får du adgang til et ganske stort videomateriale, der meget udtømmende dækker alle de basale dele af EKGet, samt store mængder af patologien. Der bliver ikke sagt noget, man ikke kan læse sig til andre steder, men undervisningen er ganske udmærket og forståeligt opbygget, så det kan klart anbefales, især hvis man mere er til videopræsentation end til læsning.

Man finder desuden også en række ”ECGs of the Week”, der tilbyder en casegennemgang med fokus på EKG. Det er bestemt ikke ECGWeekly kvalitet, men det er til gengæld gratis.

Hjemmesiden er gratis, men kræver at man registrerer sin email. Der udbydes desuden et betalingskursus på hjemmesiden, som vi er gået udenom, men hvis nogen gennemfører det, hører vi meget gerne om kvaliteten.

Henvender sig til:

  • Især videolektionerne gør, at alle niveauer kan være med. Øvede vil måske finde en del af materialet lidt banalt, men de kan jo så muntre sig med quizzen.

Godt:

  • Stort materiale.
  • Pædagogisk langt hen ad vejen, om end en anelse langtrukkent.

Mindre godt:

  • Uoverskueligt opsat hjemmeside, hvor man opdager mange af mulighederne ved en tilfældighed.
  • Vi er lidt i tvivl om, hvor meget hjemmesiden fortsat opdateres.

 

Det var slutningen på vores 3 delte indlæg om, hvordan du udbygger dine og din afdelings EKG-kompetencer. Vi vil meget gerne høre fra dig, hvad du gør for at vedligeholde dine kompetencer.

 

Citer denne artikel som:
Anders Jørgensen, “EKG – Vedligehold og udbyg dine evner i en travl klinisk hverdag – Del 3”, DKAKUT Blog, 29. juni, 2020. Available at: https://dkakut.dk/ekg-vedligehold-og-udbyg-dine-evner-i-en-travl-klinisk-hverdag-del-3/

Peer Reviewed af: Larshan Perinpam MD.

 

Default image
Anders Jørgensen
Articles: 19

Leave a Reply